Sjostakovitjs klavertrio, opus 8: Rejsen ud af barndommen

Den sovjetiske komponist Dmitrij Sjostakovitjs 1. klavertrio hører til blandt ungdomsværkerne og indtager derfor en perifer plads i hans samlede værk. Men trioen, der er hans første musikalske bearbejdning af det for Sjostakovitj karakteristiske tema 'kærlighed og erotik' udgør sammen med hans Suite for to klaverer, opus 6, i hvilken han selvterapeutisk forsøger at komme overens med det uventede tab af faderen, hans kunstneriske vej ud af barndommen.

I sommeren 1919 var den da 12-årige Dmitrij Sjostakovitj, eller Mitja som hans familie kaldte ham, på et ophold på et pensionat udenfor Petrograd. Undtagelsesvist var det ikke fordi han var syg, men fordi hans mor, Sofia, havde besluttet, at han skulle have ro og fred til at forberede sig på optagelsesprøven til konservatoriet i efteråret.

Drengen var så optaget af sine forberedelser, at Sofia måtte tvinge ham til at komme udenfor, så han kunne lege med de andre børn på pensionatet. Ofte bestod legen i at genopføre kendte russiske fabler af den russiske forfatter Ivan Krylov, blandt andre Æslet og nattergalen og Guldsmeden og myren. Disse to fabler skulle senere udgøre grundlaget for Sjostakovitjs opus 4: To fabler af Krylov.

I vores sammenhæng er det dog dedikationen, der er mest interessant. Den lød "Til N.K." Det dækkede over navnet Natalja Kube, en 10-årig pige på pensionatet, som tydeligvis havde påkaldt sig Dmitrijs opmærksomhed. Også de tre sidste af de 8 præludier, opus 2, dedikerede han til pigen. I sig selv måske ikke påfaldende, og det blev heller ikke til et stort kærlighedseventyr, men det er det første eksempel på et dominerende træk hos både den unge Dmitrij og den ældre Sjostakovitj: Han forelskede sig hurtigt, han forelskede sig intenst og han udtrykte sin kærlighed gennem musikken.

Sjostakovitjs klavertrio, opus 8, blev til under lignende omstændigheder, men fire år senere, på et tidspunkt da Sjostakovitj under et ophold på et tuberkulose-sanatorium udenfor byen Gaspra ved Sortehavet forelskede sig intenst i moskovitten Tatjana Glivenko. Denne gang skulle det derimod udvikle sig til et både intenst og langstrakt kærlighedsforhold.

*****

Sjostakovitj er kendt for sin biografiske tilgang til det musikalske: hans musik afspejler ofte private oplevelser og følelser – ikke så meget, som det ofte hævdes, af politisk eller ideologisk karakter, men tværtimod private og meget ofte erotiske eller romantiske længsler.

Dette gælder også i høj grad for klavertrioen opus 8, der til trods for opfattelsen af den som et umodent ungdomsværk på mange måder faktisk markerer den unge Dmitrijs endelige farvel til barndommen.

Trioen er som sagt påbegyndt på et af de mange rekreationsophold som den kronisk skrantende Sjostakovitj måtte på som barn og ung – ophold, der efterhånden som komponisten blev ældre, lige så rutinemæssigt erstattedes af talløse hospitalsophold. I 1923 var han på rekreation nær Gaspra ved Sortehavet. Året før havde den tætte lille Sjostakovitj-familie oplevet sin første verdensomvæltende katastrofe. Faderen, Dmitrij Boleslavovitj Sjostakovitj, døde pludseligt og uventet, blot 47 år gammel i februar 1922. Han havde været familiens stabile centrum – økonomisk naturligvis, med sin faste og gode ansættelse på Institut for Mål og Vægt i Petrograd, men også med sit rolige gemyt, der fungerede som en modvægt til hustruen Sofias mere nervøse og letpåvirkelige sind. Faderens død efterlod hele familien knust af sorg og paralyseret af fremtidsangst.

Året efter mødte Dmitrij den unge Tatjana Glivenko, hans første, og ifølge nogle, ikke mindst hende selv, hans største og eneste ægte kærlighed og det er med billedet af Tatjana for sig at han påbegynder trioen i Gaspra i 1923.

Der er således to led i Dmitrijs bratte udtræden af barndommens trygge rammer.

Først faderens død, en begivenhed, der får Dmitrij til at skrive sit første værk med både dybde, smerte og sorg: Suite for to klaverer, opus 6, et stykke for firhændigt klaver der tydeligt er tænkt som en pianistisk dialog med faderen. Og dernæst forelskelsen i Tatjana i Gaspra, der afstedkommer klavertrioen, opus 8.

Men faderens død får også indirekte betydning for hans relation til moderen og søsteren – og deres forhold til Tatjana. Sjostakovitj er knust af sorg over faderens død, men bearbejder den kunstnerisk gennem sin musik og emotionelt gennem det intense kærlighedsforhold til Tatjana. For kvinderne i familien er det anderledes. Særligt moderen Sofia, men også søstrene Maria og Soja investerer al deres sorg, uforløste kærlighed og fremtidsangst i den unge Mitja, hvis person og karriere bliver af altafgørende eksistentiel betydning for de tre kvinder.

En stor del af Sjostakovitjs senere nervøse og problematiske karakter kan tilskrives den status han efter faderens død fik i en familie, der hævede ham til næsten messianske højder, betragtede ham som den største nulevende sovjetiske komponist og forventede at han ville få en bemærkelsesværdig fremtid. At dette faktisk gik i opfyldelse, overskygger i nogen grad hvor neurotisk familiens forventninger til den blot 15-årige dreng faktisk var - og hvordan det må have påvirket ham. Søstrenes og Sofias sygelige optagethed af drengen fortsatte helt ind til de tidlige 30'ere, hvorefter selv moderen måtte opgive og indse at hun ikke for evigt kunne fastholde Dmitrij i rollen som hendes lille dreng.

Gaspra

Der er næppe nogen tvivl om, at opholdet i Gaspra afstedkom en udvikling i modenhed hos den unge Dmitrij, der har overrasket både moderen og søstrene. Han var kommet til sanatoriet i Koreiz nær Gaspra ved Sortehavet i 1923 for at komme sig over sin tuberkulose. Men mødet med og forelskelsen i Tatjana har tilsyneladende sat gang i en række mere principielle – og forbløffende modne – overvejelser hos komponisten. Han skriver hjem til moderen – tilsyneladende som svar på et brev fra moderen, hvor hun har advaret ham om kærlighedens og voksenlivets farer:

"Du skriver at jeg bør være forsigtig og ikke blive involveret i et kærlighedsforhold. Jeg vil som modsvar bringe nogle filosofiske overvejelser. Primitiv dyrisk tiltrækning er naturligvis så afskyelig at man slet ikke behøver at tale om det. Men jeg tror heller ikke det var det, du mente. Her er en mand jo ikke anderledes end et dyr."

Herefter giver han sig til at filosofere over ægteskabet som institution og de etiske implikationer ved utroskab:

"Hvis vi nu forestiller os at en kvinde holder op med at elske sin mand og giver sig selv til en anden, og at de to begynder at leve sammen, helt åbenlyst, trods det omgivende samfunds fordømmelse – det er der intet galt med! Tværtimod, det er en god ting at kærligheden er helt fri. Den ed man sværger foran alteret, er et af de værste aspekter ved religionen. Kærligheden kan ikke holde længe. Det bedste ville naturligvis være om man helt afskaffede ægteskabsinstitutionen, med alle dens lænker og forpligtelser, men det er et utopisk fremtidshåb. Hvis ægteskabet ikke eksisterer, så eksisterer familien ikke, og det ville jo være rent forfærdeligt. Men, hvorom alting er, kærligheden er fri, det kan der ikke være nogen diskussion om. Og, min kære lille mor, jeg må advare dig om, at hvis jeg nogensinde forelsker mig, vil det ikke nødvendigvis være med henblik på at indgå et ægteskab. Men hvis jeg gifter mig, og min hustru forelsker sig i en anden, vil jeg ikke sige et ord. Hvis hun ønsker en skilsmisse, så vil jeg give hende den og tage skylden for den selv … Men samtidig står det fast, at forældreskabet er helligt. Når man først begynder at tænke over alt dette, er hovedet klart til at eksplodere. Men altså, kærligheden er fri!"

Ikke mange 16-årige sender breve med overvejelser af så moden og privat karakter til deres mor. Noget er sket, og han bobler over med nye indsigter og refleksioner og må tydeligvis gennemtygge og videreformidle sine nyfundne erkendelser.

Dmitrijs søster, Maria, lever på mange måder et parallelliv med sin yngre bror – om end under væsentlig mindre bevågenhed. Også hun uddanner sig på konservatoriet og får i begyndelsen næsten lige så hædrende omtale som broderen og færdiguddanner sig først. Også hun er i Gaspra, af de samme årsager som Dmitrij – selvom kilderne, også familiens, altid udelukkende omtaler Dmitrijs tuberkulose, Dmitrijs Gaspra-ophold og Dmitrijs konservatorieuddannelse. Fordi Maria er med i Gaspra, kan vi læse over hendes skulder i et brev til moderen, hvor hun bekymret beretter om broderens forelskelse:

"[Mitja] er vokset, er blevet solbrændt og er blevet forelsket. Det er nu helt tydeligt for mig. Pigen er lidt sær, en flirt, og jeg kan ikke lide hende; men det er naturligvis også vanskeligt at stille sin søster tilfreds i den slags sager."

Det er dette brev, der har fået Sofia til at skrive det advarende brev til sønnen om kærlighedens vildveje, som afstedkommer hans causeri om den fri kærlighed, hvilket formodentlig ikke har beroliget Sofia ret meget.

Tanja

Klavertrioen, der er dedikeret til Tatjana, er altså en ung mands kærlighedserklæring til en ung kvinde, og som sådan kunne denne lille ungdomspassion have været en parentes i Sjostakovitjs biografi, hvis ikke det var fordi den faktisk viste sig overraskende langtidsholdbar. De fleste kilder til forholdet kommer ganske vist fra Tatjana selv – eller Tanja, som hun kaldtes af sine nærmeste. Men de understøttes af en række breve, dagbogsnotater og erindringer fra moderen og de to søstre.

Forholdet var fra begyndelsen præget af forskellige vanskeligheder. Sjostakovitj satte sig ganske vist straks til at færdigkomponere værket da han vendte tilbage til Petrograd efter opholdet i Gaspra. Men med den underlige dobbelthed, der så ofte prægede hans karakter, var han på en og samme tid passioneret i sit forhold til Tanja, og samtidig afstandtagende, forsigtig med ikke at binde sig. Modviljen imod forholdet fra særligt Dmitrijs familie gjorde det ikke nemmere. Det var ikke en modstand, der bundede i en modvilje imod Tanja, som familien egentlig holdt meget af – det var snarere udtryk for en forgæves kamp imod den uundgåelige udvikling, der på et eller andet tidspunkt ville tvinge moderen og søstrene til at indse at de måtte dele deres Mitja med et andet menneske. Og endelig var der det geografiske faktum at de boede i hver sin storby: han i det Petrograd, der snart efter hans hjemkomst skulle blive omdøbt til Leningrad og hun i Moskva.

De var romantiske nok til at gøre et stort nummer ud af, at de ikke blot var født samme dag, men også havde samme fødselsdato – selvom de måtte snyde lidt på vægten: hun havde fødselsdag den 25. september efter den nye kalender og Sjostakovitj havde fødselsdag den 25. september efter den gamle kalender. Med andre ord var Tanja 14 dage yngre end Dmitrij.

Da hun så Dmitrij første gang på sanatoriet ved Gaspra så han ikke godt ud. Hans hals var opsvulmet på grund af den tuberkulose han var sendt afsted for at komme til hægterne efter. Selv var hun rask. Hendes far, en fremtrædende Moskva-filolog, var optaget af socialt arbejde og havde en forbindelse til netop dette sanatorium, der tillod ham at sende Tanja og hendes søster på ferie dertil. De mødtes først henimod slutningen af Dmitrijs ophold og de begræd begge senere i breve til hinanden at de ikke havde mødt hinanden i begyndelsen. "Vi mistede så meget tid sammen", skrev Dmitrij til Tanja.

Men det lykkedes dem, trods deres unge alder og Sjostakovitj-kvindernes modstand, at finde tid sammen og at besøge hinanden i både Moskva og Leningrad. Som 19-årige tilbragte de en hel sommer sammen i byen Anapa ved Sortehavet. Revolutionen i 1917 havde gjort op med småborgerlige normer. Perioden fra 1917 og 10-12 år frem var præget af en større frihed kønnene imellem, hvilket tillod at to unge mennesker kunne være sammen ude at gifte sig. Parrets sommerferie sammen i 1925 medførte derfor ingen moralsk løftede øjenbryn. Men ferien betød, at de blev knyttet tættere sammen og Mitja bad Tanja flytte til Leningrad permanent. Ikke i en lejlighed for sig selv, som hun først antog at han mente, men sammen med den unge konservatoriestuderende – eller rettere sammen med ham og hans mor og søstre.

Der var flere årsager til at det nødvendigvis måtte være i Leningrad og ikke i Moskva de skulle slå sig ned. Dels var Sjostakovitj, med sin sædvanlige dobbelthed, der allerede var stærkt fremherskende i hans teenageår, både et høfligt, hjælpsomt og hensynsfuldt gemyt – men var samtidig stærkt præget af en hensynsløshed og egennyttemaksimering, der var mere udtalt hos ham end hos de fleste. Det faldt ham ganske enkelt ikke ind at han selv skulle flytte ind hos Tanjas familie i Moskva. Og det til trods for at han i denne periode faktisk gik med planer om at flytte permanent til Moskva, ikke for Tanjas skyld, men for at fremme sin karriere. Det indviede han dog ikke Tanja i, og det blev heller aldrig til noget. At hans planer om at flytte til hovedstaden måtte skrinlægges skyldtes Sofia, der tvivlede meget på at sønnen ville kunne få sine behov for omsorg og pleje dækket i storbyen.

I foråret 1925, altså få måneder før ferien i Anapa og Sjostakovitjs forslag om at Tanja skulle flytte til Leningrad, havde han faktisk fået et tilbud om at flytte permanent til Moskva. I forbindelse med et besøg i byen var han blevet introduceret til helten fra borgerkrigen, general Mikhail Tukhatjevskij, øverstbefalende for Den Røde Hær og en af Sovjetunionens mest fremtrædende personligheder. Tukhatjevskij var også musikelsker og efter at have hørt Sjostakovitjs musik, tilbød han komponisten sit venskab samt at arrangere en permanent flytning til Moskva.

Sjostakovitj skrev benovet hjem om mødet med generalen i 1925:

"I Moskva bor der en meget berømt person. Han har en meget høj stilling, har sin egen bil, men som så mange berømte mennesker har han en svaghed: Han elsker musik og spiller selv lidt violin. [Hans] navn er Tukhatjevskij. Jeg spillede for ham, og han spurgte, om jeg ville komme her og bo i Moskva. Jeg svarede, at det ville jeg gerne, men... Men hvad? Spurgte han. 'Hvordan kan jeg arrangere det?' 'Det er nok, at du blot ønsker det, det vil ikke være svært at arrangere for en som dig.'"

I april 1925 tog Sjostakovitj kontakt til Tukhatjevskij og meddelte, at han var klar til at flytte. Sofia havde naturligvis betænkeligheder, men var villig til at lade sin søn flytte til efteråret, hvis man kunne garantere hende, at hans helbred og velfærd var i trygge hænder. Men planerne om at flytte til Moskva blev ikke til noget. Sofia fandt ikke garantierne trygge nok og Sjostakovitj skrev til Tukhatjevskij:

"Det er ikke blot det materielle, der bekymrer hende. Min moder siger, at hun under ingen omstændigheder vil lade mig flytte til Moskva, hvis hun ikke er absolut sikker på, at jeg vil blive passet på og plejet. Jeg forstår hende. Det er hårdt for hende at tænke på, at jeg i Moskva ikke vil få min daglige mælk og havregrød og gøre alt, hvad der skal til for at bekæmpe tuberkulosen i mig."

I betragtning af, at det var den øverstbefalende for Den Røde Hær, der personligt havde lovet at passe på sønnike, må man spørge sig selv, om Sofia nogensinde ville betragte noget arrangement som tilstrækkeligt betryggende. I et brev til et familiemedlem fra slutningen af 1920'erne skrev Sofia:

"Jeg ved ikke, hvordan jeg skal komme igennem en adskillelse fra Mitja. Hvordan skal jeg leve … uden at vente på, at han vågner om morgenen, uden at åbne døren for ham, når han kommer ind? Men disse tanker må jeg skubbe fra mig. Jeg stiller mig tilfreds med, ja, jeg er lykkelig over at vide, at det var gennem den opvækst, jeg gav ham, at han udviklede sig, trods hårde år, til en betydningsfuld komponist."

Disse planer og deres forlis indviede Dmitrij aldrig Tanja i, så hun indvilgede i at flytte til Leningrad, ikke mindst fordi hun var nervøs for hvad Sjostakovitj foretog sig i hendes fravær. Men flytningen blev af uklare årsager aldrig til noget – ifølge Tanja fordi Dmitrij fortsat havde vanskeligt ved at binde sig. At han faktisk udeblev fra sit eget bryllup med Nina Varzar 6 år senere tyder på, at hun har ret. De to, Nina og Dmitrij, skulle dog i 1932 blive gift alligevel efter den forsinkelse som komponistens vankelmod medførte.

Før dette forsinkede bryllup var det dog den 22-årige Tanja, der tabte tålmodigheden med sin distræte elsker. Hun giftede sig i februar 1929, efter at have opgivet tanken om et permanent samliv med den mand hun havde mødt i Gaspra 6 år tidligere. Hun havde involveret sig med en kemiprofessor, men tanken om Dmitrj afholdt hende alligevel fra mere seriøse forpligtelser, indtil professoren stillede hende et ultimatum: enten glemte hun Dmitrij og giftede sig med ham – eller også ville han afbryde deres forhold.

Tanjas bryllup gav karakteristisk nok Sjostakovitj fornyet energi og han bestormede nu sin elskede, både fysisk og i brevform, med krav om at hun lod sig skille og i stedet giftede sig med ham – et projekt han ellers ikke havde luftet hidtil. Men det lykkedes ikke, selvom han endog ringede til Tanja på bryllupsdagen, og han opgav derefter tilsyneladende tanken. Med til historien hører, at han på dette tidspunkt havde et forhold til Nina Varzar, den kvinde han skulle gifte sig med i 1932. Han havde mødt Nina i 1927, og havde altså på det tidspunkt, da han forgæves ringede til Tanja for at standse brylluppet, haft et forhold til Nina i godt to år.

Men Dmitrij var ikke færdig med Tanja. Et år efter hendes bryllup, skrev komponisten til hende, bad hende forlade sin mand, komme til Leningrad og flytte ind sammen med ham – et brev, der nok ville have overrasket Nina, med hvem han fortsat var engageret, hvis hun havde kendt til det. Tanja havde heller ikke forvundet sin gamle kærlighed, til trods for sit ægteskab med en anden. Hun indvilgede i at komme og besøge ham, og derefter tænke over sagen og give ham endeligt svar når hun vendte tilbage til Moskva.

Hun kom – og blev mødt af det forvirrende dobbeltmenneske Sjostakovitj, der efter sin passionerede bestormelse og efterfølgende bønfaldelser nu var distanceret og virkede mentalt fraværende. Ikke desto mindre påbegyndte de en brevveksling, der efter to måneder resulterede i Tanjas løfte om at hun ville forlade sin mand og flytte ind sammen med Dmitrij. Han, der fortsat var i et seriøst forhold med Nina, svarede nu, at det måske alligevel var bedre om hun blev hos sin mand, ham elskede hun nok også mere. Nu var det Tanja, der måtte overbevise Dmitrij om, at det var en god ide, og sådan fortsatte brevvekslingen, frustrerende, forvirrende – formodentlig ikke mindst for Tanjas mand, der i modsætning til Nina synes at have kendt til affæren – indtil hun en dag modtog en kortfattet besked om, at han var blevet gift. Ikke med Nina, men med 'et rigtigt fjols', som Dmitrij skrev til Tanja. Det passede ganske vist ikke, for Dmitrij var ikke blevet gift. Det var ganske enkelt en bluff fra hans side, en art psykologisk spil, hvor Tanja ikke helt følte at hun kendte reglerne. Hun opgav derfor tanken om ægteskab med Dmitrij og besluttede sig for at blive hos sin mand og få et barn. Det er bemærkelsesværdigt at Dmitrijs ægteskab med Nina faktisk kom umiddelbart efter meddelelsen om at Tanja var gravid. Selv Sjostakovitj følte åbenbart, at det dermed var endegyldigt slut.

Ved brylluppet i 1931, som Sjostakovitj udeblev fra, var Tanja nemlig endnu ikke gravid – det blev hun i først i begyndelsen af 1932. Få uger at Dmitrij havde modtaget denne besked fra sin lillesøster Soja, som havde besøgt Tanja i Moskva, blev han endelig gift med Nina. Måske er det en tilfældighed at de to begivenheder lå så tæt på hinanden – og måske ikke. I hvert fald blev brylluppet planlagt i al hast og var uden gæster og festivitas.

Det var for øvrigt karakteristisk for hele dette menageri at alle på kryds og tværs var venner desuagtet de konfliktende dagsordener: Soja var således ven med Tanja, det var derfor hun besøgte hende i 1932, til trods for hendes modvilje mod broderens forhold til hende. Soja, kendt for sin ærlighed, tænkte tilbage på hende senere i sit liv:

"Jeg tror hun var min brors eneste ægte kærlighed nogensinde. Man kan ikke kalde hende synderligt attraktiv, men hun var meget interessant, og havde en vis charme, som hun har bibeholdt til i dag."

Sjostakovitj blev selv ven med Tanjas mand, og Tanja opretholdt langt op 1930'erne sociale og venskabelige forbindelser til Sofia, Dmitrijs mor, der ellers havde gjort alt hvad hun kunne for at forhindre et forhold mellem de to unge mennesker. Senere skulle Sjostakovitj blive meget nære venner med Ninas faste elsker. Man skal holde sine fjender tæt på sig.

Selv efter Sjostakovitjs død, i et erindringsglimt, nærede Tanja meget varme følelser for komponisten:

"Jeg synes, det var en skam, at Mitja og jeg ikke blev gift. Som 17-årige havde vi fundet en fantastisk kærlighed, og vi lod den slippe væk. Det lyder måske indbildsk, men jeg tror faktisk, at Mitja ville have været lykkeligere med mig. Han havde ikke meget lykke i sit liv. Han har altid gerne villet have børn og Nina skabte en familie for ham. Men hun levede en stor del af tiden med en anden mand, og det kan ikke have været godt for hans selvrespekt, uanset hvor meget han elskede hende."

Trioen

Dette er altså det filter gennem hvilket den 1. klavertrio skal læses: Den første alvorligt mente og dybe kærlighedserklæring fra en ung mand, en kærlighed, der skulle vise sig at blive både langstrakt og umulig – men det kunne Sjostakovitj naturligvis ikke vide da han påbegyndte værket.

At værket er i trio-form, er egentlig ganske passende. Dette er et værk, der udspringer af den første modne kærlighed, en kærlighed, der med sin blotte kraft var med til at katapultere en ung Sjostakovitj ind i voksenlivets kompleksitet, hvor et kærlighedsforhold aldrig blot er en duo, men altid en trio. For der er altid et tredje element: omgivelsernes forventninger, mødre, søstre, fædre, ægtemænd, hustruer, karrierehensyn, geografi…

Det værk, som Sjostakovitj påbegyndte i Gaspra og færdiggjorde kort efter hjemkomsten, står i c-mol, hvilket synes at have været en meget personlig toneart for Sjostakovitj. Mange af hans mest personlige værker står netop i c-mol: Den 8. strygekvartet, der er gennemsyret af referencer til hans egen musik og som muligvis både er en klagesang over ofrene for krigen og et sørgedigt over komponistens egen vanskæbne; Den 4. symfoni, der var komponistens første færdiggjorte værk efter den sønderlemmende kritik, han modtog for sin opera Lady Macbeth i partiavisen Pravda i januar 1936; Den 1. klaverkoncert, der var en gave til Maxim i anledning af sønnens debutkoncert som færdiguddannet pianist – en debutkoncert, der blev spillet på Maxims 19-års fødselsdag, hvilket har fået mange til at tro, at det var en fødselsdagsgave; Oktober, et symfonisk digt, der var det første værk af faderen, som Maxim fik lov til at dirigere uropførelsen af; og endelig den dybt personlige 8. symfoni, der trodsede partiets forventning om et heroisk, sejrssikkert værk og i stedet er et mørkt og fortvivlet værk, der ruminerer over krigens gru. Hertil kan tilføjes at begge de to klaversonater af Beethoven, som Sjostakovitj som ung komponiststuderende valgte at orkestrere, nemlig nr. 8 og nr. 32, ligeledes står i c-mol.

*****

Værket blev aldrig udgivet i komponistens levetid,[1] men det blev opført ved mindst to lejligheder med Sjostakovitj selv ved klaveret. Uropførelsen fandt sted i Petrograd i oktober eller december 1923,[2] få måneder efter hjemkomsten fra sanatorieopholdet ved Gaspra. Venjamin Sher og Grigorij Pekker akkompagnerede på henholdsvis violin og cello. Oprindeligt hed stykket 'Poem' og blev formodentlig opført i en biograf i forbindelse med en stumfilsmvisning i biografen Harlequinade, hvilket er en pudsig forudanelse om noget, der snart skal komme til at ride Sjostakovitj som en mare: hans bidrag til familiens økonomi efter faderens død tvang ham til i 1924 at tage et job som pianist ved stumfilmsforevisninger – et job, der i både Sjostakovitjs og resten af familiens erindringer er beskrevet som hans private lidelseshistorie: De klaverer, han spillede på, var dårligt stemt og publikum var (ikke overraskende) mere interesserede i filmen end i musikken. Men det er jo trods alt en tålelig kunstnerskæbne set i lyset af de mange lidelser, der fulgte i kølvandet på revolutionen og borgerkrigen.

Men derudover blev trioen også opført på Moskva-konservatoriet den 7. april 1924. Sjostakovitj ønskede allerede da at flytte til Moskva. Han var utilfreds med de konservative konservatorie-tørvetrillere på Leningrad-konservatoriet, og ville gerne fortsætte sine studier på det mere modernistisk orienterede Moskva-konservatorium. En god ven havde sørget for at han kunne gå til en slags prøve, så konservatoriets førende professorer kunne vurdere om han var optagelsesegnet. Det gik godt, og trioen var blandt de værker, der var med i opførelsessættet. Den 8. april skrev han hjem til Sofia:

"I går blev der afholdt en slags eksamen på konservatoriet, med professorerne Mjaskovskij, Vasilenko, Konjus og vicerektor Brjusov. Jeg spillede mine cellostykker og min klavertrio … Resultatet var fuldstændig overraskende, jeg ville aldrig have troet det: De besluttede sig for at betragte min klavertrio som mit obligatoriske stykke i sonateform, og jeg fik straks plads på komponistuddannelsen. Jeg … var revnefærdig af stolthed. I Leningrad ville de aldrig have accepteret min klavertrio som mit obligatoriske sonatestykke. De er sådan nogle åndssvage formalister."

Men Moskva-konservatoriets begejstring hjalp lige så lidt, som Marskal Tukhatjevskijs forsikringer skulle udvirke en flytning året efter. Sofia nedlagde veto og den endnu blot 17-årige Dmitrij måtte blive boende hjemme lidt endnu.

*****

Trioen varer typisk en 10-15 minutter og er indspillet af blandt andre danske Trio Con Brio Copenhagen på Orchid Classics i 2021.[3]

Trioen hører til blandt Sjostakovitjs ungdomsværker, hvilket jo ikke er en fast defineret gruppe af værker, men typisk dækker alle værker før hans 1. symfoni, opus 10 fra 1925. Men det er ikke noget umodent værk, langt fra. Forfatteren Robert Philip har beskrevet stykket således:

'En lyrisk melodiføring farvet af ætsende harmonier, med kontraster af fremdrift og energi, insisterende rytmer og en til tider skrøbelig og nøgen struktur giver rum for utilsløret romantiske passager og et kraftfuldt klimaks'.

Og så er det et af de første værker, hvor man præsenteres for hvad der, til hans konservatorieprofessorers frustration, skal blive et særtræk og kendetegn ved Sjostakovitjs musik: fascinationen af det barokke, det groteske i musikken. Musikken har en episodisk karakter med lyriske passager, der kommer skiftevis med mere urolige, kromatiske passager. Det kan lyde næsten filmisk, som var det et akkompagnement til for os usynlige begivenheder på en skærm, og mange har foreslået at det skyldes Sjostakovitjs job som pianist i stumfilmsbiografer. Men faktisk begyndte han først at spille i biograferne i foråret 1924. Men han har selv, fejlagtigt, angivet at han begyndte straks efter hjemkomsten fra Gaspra. Om det nu skyldes en ærlig fejlhuskning eller en vis forlegenhed over at han var mere end to år om at påbegynde sit tiltrængte bidrag til familiens indkomst efter faderens død i februar 1922 er vanskeligt at sige. Under alle omstændigheder skyldes det episodiske, skiftende, kontrasterende, fabulerende nok snarere noget Sjostakovitj iboende – en indre narrativ musikalsk grundopfattelse, som allerede havde etableret sig før han begyndte at spille i biograferne. Værket er langt fra at være et umodent ungdomsværk, men er klassisk Sjostakovitj, hvor ironi og oprigtighed konstant skifter mellem hinanden og der både er længsel, håb, fortvivlelse og ro, skønhed og groteskerier i det mindre end 15 minutter lange stykke – også selvom det romantiske fylder meget, men det gør det jo også mere modne værker som fx hans 2. klaverkoncert, hvor ikke mindst midtersatsen driver af romantik.

Trioen markerede også på andre måder en overgang til et mere 'professionelt' komponistliv. Til en ven skrev Sjostakovitj den 19. oktober 1923, ikke uden stolthed, at han for første gang var i færd med at komponere to større værker på én gang, nemlig både trioen og en klaversonate. Et par måneder senere nævner Sjostakovitjs underviser i komposition, Maximillian Steinberg, netop denne sonate som begyndelsen på Sjostakovitjs, efter Steinbergs opfattelse, usunde optagethed af dissonans. Senere nævner Sjostakovitj i et brev til Tatjana at han har anvendt materiale fra denne 'umodne og barnlige' sonate til trioen. Sonaten ser aldrig dagens lys, og den sonate, der i 1925 uropføres som klaversonate nr. 1 er ikke identisk med denne aldrig færdiggjorte sonate. Ikke desto mindre hævdes det ofte at Sjostakovitj har anvendt materiale fra sin 1. klaversonate til sin 1. klavertrio – hvilket altså ikke er helt korrekt.

Vigtigheden af dette værk er ikke mindst biografisk. Det dybt personlige sæt, opus 6 (Suite for to klaverer, skrevet til og i sorg over faderen) og opus 8 (Klavertrioen, skrevet til og i begejstring over hans første og måske største kærlighed), fremstår som et musikalsk monument over komponistens rejse ud af barndommen og ind i voksenlivet.

--------------------------

[1] Da det blev udgivet i 1981, var det med den sidste del rekonstrueret af Boris Tisjtjenko

[2] kilderne er ikke helt enige, og en enkelt har sågar uropførelsen sat til marts 1925 (med Lev Oborin på klaver), hvilket dog virker mindre sandsynligt – selv om værket naturligvis godt kan være opført her også. Den 25. oktober er en mulig dato, selvom et brev fra komponisten fra den 19. oktober i hvilket han fortæller at han er i gang med at komponere trioen måske gør den anden mulige dato, den 13. december, mere plausibel. Mest sandsynlig er søsterens Sojas erindring om at de tre musikere anvendte biografen til at øve klavertrioen igennem den 25. oktober så de kunne være klar til uropførelsen den 13. december i Konservatoriets hal.

[3] Den findes desuden i en anden dansk indspilning med Copenhagen Trio bestående af Søren Elbæk, Troels Hermansen og Morten Mogensen på Kontrapunkt i 1992.